Bordtennis for alle - faciliteret af Dif fodbold (1)
Fokus på den lille runde bold
👋 Bordtennis for alle i Dronninglund Hallen!
Hver onsdag og fredag formiddag samles omkring 25 friske seniorer til bordtennis i Dronninglund Hallen. Det er Dronninglund Fodbold, der står bag holdet, som gennem årene er vokset støt. Her er der masser af fokus på hygge og fællesskab – men når battet først rammer bolden, bliver der også kæmpet, som man skal i verdens hurtigste boldspil! 🏓
Uanset niveau er alle velkomne, og der er altid plads til flere.
Sæsonens højdepunkter er de to årlige venskabskampe mod Aalborg Seniorsport – én i efteråret og én i foråret. I denne uge var det Dronninglund, der var værter, og der blev spillet masser af tætte og underholdende kampe. 17 spillere fra hver klub dystede på seks borde.
Der blev naturligvis spillet om pokalen. Dronninglund førte 3-1 i det indbyrdes regnskab inden kampen, men efter over to timers spil måtte vi erkende, at Aalborg denne gang trak det længste strå og vandt 56-28. Dermed står det nu 3-2, og der er lagt op til revanche til april, når Dronninglund tager turen til Aalborg! 🔥
Som en af de aktive spillere, Jørgen Nielsen, siger det så fint:
“Der sker noget, når vi bevæger os. Humøret stiger, stressen falder, og vi får mere overskud til både os selv og dem omkring os.”