Topmodel Cup 2026
TOPModel Cup 2026 - Et fodboldstævne kun for piger
Dronninglund Fodbold kunne den 9. august 2026 byde velkommen til TOPModel Cup for 17. gang.
I år var der rekordmange deltagere og hele 143 hold og ca. 1200 pigespillere i alderen 5-13 år samt rigtig mange tilskuere var til stede på Dronninglund Stadion, hvor der blev spillet 224 fodboldkampe fordelt på 23 baner.
På alle baner var frivillige fra Dronninglund Fodbold klar som dommere. Stadion summede af liv, glade pigestemmer og heppende tilskuere – alt i alt en fantastisk stemning på en solrig søndag.
TOPModel Cup er et stævne kun for piger.
Konceptet er meget anderledes, end de fleste andre stævner. Der er fokus på, at pigerne får en sjov dag med masser af fodbold og hygge med veninderne, der registreres hverken mål eller resultater.
Her er der ingen opdeling i A- og B-rækker, ingen slutspil, ingen kåring af vindere - til dette stævne er ALLE vindere og ALLE får ens gevinster.
Et koncept der passer pigerne fint.
Der er plads til leg, samtidig med trænere og spillere kan prøve nogle ting af, når man fx som U8 skal spille 5-mands for første gang, eller U11 pigerne kommer på stor bane og for første gang skal spille med 8 spillere, og inden fodboldsæsonen for alvor går i gang efter sommerferien.
I pauserne mellem kampene, kan pigerne besøge "Pigehjørnet", som er et telt bemandet af 20 dygtige lokale pigespillere, som netop er blevet for gamle til at deltage i stævnet.
I "Pigehjørnet" kan man få lidt kulørte striber i håret, ansigtsmaling eller en lille tatovering.
Køen var indimellem meget lang, men det tog pigerne med godt humør, og trænerne vidste, hvor spillerne skulle findes, hvis de ikke dukkede op til kamp til tiden.
Hele dagen var der stor aktivitet på Dronninglund Stadion.
På banerne var der gang i fodboldkampe fra kl. 10 til 14.
Men også legepladsen, hoppeborgen og de mange små teknikbaner blev flittigt brugt - til stor glæde for de mange søskende og andre børn som var dukket op for at heppe på pigerne.
De friske pigespillere og de mange tilskuere kunne få stillet sulten i klubbens cafeteria eller i salgsboden og ved grillen på stadion.
Også her var rigtig mange frivillige trukket i arbejdstøjet.
På dagen er 100 frivillige beskæftiget med de mange opgaver der skal løses, for at TOPModel Cup kan blive en realitet. Udvalget fra Dronninglund Fodbold, som står bag planlægning af stævnet, er meget stolte over og taknemmelige for den store opbakning fra klubbens medlemmer.
Uden alle de frivillige kræfter, var det slet ikke muligt at afholde et stævne af denne størrelse.
Klubben oplever også stor opbakning til stævnet fra sponsorer. Motto A/S - TOPModel bidrager med flotte gaveposer til alle pigerne. SuperBrugsen i Dronninglund har været sponsor af frugt til de mange spillere.
Støtteforeningen Banko Dronninglund har sponsoreret kampbolde til stævnet og Sparekassen Danmark har sørget for at maskotten Luffe har lækkerier med i sin kurv.
Det er en kæmpe fornøjelse at se så mange glade piger på dagen – både på fodboldbanen, i Pigehjørnet og når spændingen over de flotte gevinster udløses.
Dronninglund Fodbold håber at kunne afholde TOPModel Cup igen i august 2027!