Menu

10 gode råd til nye trænere

Velkommen som træner i Dronninglund Idrætsforenings Fodboldafdeling.
For at give dig en lettere start på jobbet og for at sikre så høj kvalitet som muligt har klubben lavet en lille liste over de vigtigste opgaver, der typisk ligger udenfor det fodboldmæssige arbejde på banen.

Kampkort
Når vi spiller hjemme, er det DIF, der har ansvaret for kampkortet. Holdkortene ligger på hylden i mødelokale 2. Kampkortet udfyldes i god tid inden kampen på kampdagen og afleveres til modstanderne, som udfylder deres del. Originalen puttes i postbakken i mødelokale 2. Kopien er beregnet til udeholdet. Husk at få kampkortet med hjem fra udekampe og læg den i postbakken i mødelokal 2 hurtigst muligt efter hjemkomsten. Evt. forsinkelse meddeles kampfordeleren.

Indtelefonere resultat af hjemmekampe
Hjemmeholdet indtelefonerer resultatet efter kampen. Udførlig vejledning findes på kampkortet. Så snart du har indtelefoneret resultatet, findes det på www.dbu.dk.  Du kan også alternativt hente en fodboldapp fra DBU som med fordel kan bruges til indtelefonering med videre, for her finder du hurtigt kampnummeret der skal bruges.

Kampplanlægning
Hvis du har brug for flere træningskampe og måske har lavet en aftale med en kollega fra en anden klub, er det vigtigt at hjemmekampe arrangeres af DIF's kampfordeler Karl Oluf Pedersen.
Dette sikrer, at baneforhold, dommere mv. arrangeres iht. gældende regler og aftaler.
Dette gælder også ved flytning af turneringskampe, men bemærk at der er meget skrappe tidsfrister for flytning af kampe.

Træningskampe
Bemærk at træningskampe ofte spilles på ikke opkridtede baner. 

Spilletøjet 
Ungdomsspilletøjet opbevares i klubbens møderum 2, hvor trænerne kan have tøjet opbevaret. Skulle der være problemer med tøjet (mangler og andet) kontakt da straks Jan Snerle herom. Når sæsonen er slut er det vigtigt at alt tøjet returneres til skabet og på rette hylde.
Seniorspilletøjet er opbevaret i det gamle boldrum i Hallen, hvor hver enkelt hold har deres eget skab.

Kampstatistik og referater
Hos førsteholdene i seniorafdelingen fører Træneren fører statistik efter hver kamp. Når sæsonen er slut afleveres disse statistiske oplysninger til den ansvarlige for seniorafdelingen plus Mogens Steen, der ajourfører herresenior statistikken. Efter hver kamp kan alle med fordel skrive et kort referat, der sendes til webmasteren og smides på klubbens hjemmeside.

Kampplan i forhallen
Den officielle kampplan findes i vinduet ved indgangspartiet i hallen og vedligeholdes af kampfordeleren. Er der uoverensstemmelse mellem denne plan og oplysningerne på www.dbu.dk skal du kontakte kampfordeleren og foreholde ham problemstillingen. Du skal dog som udgangspunkt gå ud fra, at det er informationerne i forhallen i klubhuset, der er gældende.

Nye medlemmer
Nye spillere indmeldes via indmeldelsesblanket på www.diffodbold.dk.
Det er vigtigt at løbende koordinere medlemslisterne med afdelingens repræsentanter i børneudvalget.

Rødt kort til spiller
På trods af vore holdninger til fair play kan det ske, at en spiller tildeles dommerens røde kort. Vær opmærksom på, at spilleren skal forlade spillepladsen og ikke kun banen. Det vil ofte være en god idé at være opmærksom på efterfølgende tumult. Hvis der har været optræk til det under kampen, kan det blusse op senere. Bemærk i øvrigt at spilleren ikke må benyttes igen, før vi har fået oplysninger i sagen fra DBU.

Nøgler og udstyr
Ved kampbanen er materialeskuret hvor der er  bolde, veste, kegler med mere. Hver træner har nøgle til døren hvor udstyret opbevares. I rummet er der også en ekstra kompressor til oppumpning af bolde.

Trænerråd
I DIF findes der et trænerråd for børnetrænere. Vi mødes ca. 2 gange om året. Vær opmærksom på at disse møder har meget høj prioritet i et forsøg på at sikre en fælles høj og ensartet kvalitet i arbejdet.

Luk